www.speleo.dk

Billeder

Home ] Om Dansk Grotteforening ] Aktiviteter ] [ Billeder ] Artikler/Rapporter ] Links ] Kontakt ]


 

En underjordisk verden

Mange har stiftet bekendskab med turisthuler og måske undret sig over, hvad der var længere inde i de ikke oplyste dele af hulen. Andre har sikkert allerede ved indgangen fået en klaustrofobisk fornemmelse. Hvad er det som får cavere til at begive sig ned i underjordiske labyrinter, der bl.a. består af dybe skakter, smalle passager, mudder, falske gulve og løs klippe? Noget af forklaringen er de mange flotte formationer, som også trækker folk til turisthuler. Dernæst kan det være en både fysisk og psykisk udfordring at færdes i den mangfoldighed af formationer og forhindringer man møder i et hulesystem.

Inden for huleudforskningen er der den samme drift som ved fx bjergbestigning, der fører til at man vil finde og udforske nye huler, samt udforske dem til hidtil ukendte dybder. En væsentlig motivation er også at huleudforskning er et af de sidste eventyr man kan tage på, hvis man vil udforske og kortlægge ukendt terræn. Man kan flyve til ethvert sted på Jordens overflade, men under overfladen åbner sig en helt anden verden, hvor man kan udforske steder som ingen har kendt til eksistensen af. Under udforskningen af nogle huler, kan man – efter som den første at have sat sit fodaftryk i sedimentet (aflejret sand og sten) - med stor sikkerhed sige, at fodaftrykkene vil forblive der uberørt i mange hundrede år.

Ordet caver anvendes som fællesbetegnelse for personer som dyrker huleudforskning. Det kan enten være huleture i allerede kendte, udforskede og opmålte hulesystemer, eller i ikke kendte systemer, hvor det betegnes som originaludforskning. 

I det følgende vil du få en forsmag på de eventyr som findes lige under jordoverfladen.

Godt mudrede efter en lang tur under jorden. Vi er netop komme ud af et lille vandfyldt hul bag os.

 

 

Forskellige typer huler og deres dannelse

Læren om hulers dannelse kaldes også for speleologi. Naturligt forekommende hulesystemer kan opdeles i 3 typer. En type huler dannes i kalksten ved opløsning af kalken. Ved ændinger i geologien kan vandspejlet sænkes, således at en helt eller delvist vandfyldt (aktiv) hulegang bliver tørlagt (fossil). Nogle kalkstenshuler består udelukkende af fossile passager, mens andre indeholder både fossile og aktive passager. Vandføringen i de aktive dele afhænger af nedbøren i det område som hulen afvander. Et sådan område kan sagtens ligge 100 km fra den huleindgang man benytter. Vil man passere gennem aktive dele af et hulesystem, fx i håbet om at nå frem til uudforskede fossile gange, kræver det af og til dykkerudstyr og vil da være forbundet med en del risici.

En anden type er spækkehuler, der er dannet ved forkastning. Sprækkehuler dannes også i andre klippetyper end kalk, men systemerne er ikke særlig store.

Den tredje type huler forekommer i lavaklippe, de såkaldte lava tubes. De opstår når en lavastrøm bliver så afkølet på overfladen at der dannes en hård skal, et rør, hvorigennem lavaen stadig flyder. Når tilførslen af lava på et tidspunkt ophører og tyngdekraften har tømt røret, er der dannet en lava tube. På grund af den måde de dannes på, er der langt fra den mangfoldighed af formationer, som man finder i kalkstenshuler.

Temperaturen i hulerne varierer. I tropiske huler ligger temperaturen på omkring 20ºC, mens den i højtbeliggende huler, fx i alperne kan ligge under 0ºC og hulen kan være delvist isfyldt, hvilket gør adgangen til hulen årtidsafhængig. Temperaturen i sydeuropæiske huler er typisk 8-10ºC.

Formationer

 

Enden af en stalagtit. På de skarpe krystalformationer ses tydeligt at den stadig vokser.

 

Et gardin. På striberne ses hvorledes det er dannet.

 

Gipsblomst, ca 3 cm i diameter

 

Gipsblomst

 

Stalagmit. Den røde farve stammer fra jernoxid.

 

Et sted i den ca 17 km lange lavatube Cueva del Viento-cueva del Sobrado, Tenerife. På vej opad! Hvis man gik ned førte lavatuben ind under en lille landsby og lugten blev tiltagende kvalm.

 

Ikke stalagtitter, men dråber af afkølet lava der hænger fra loftet. 

 

Flora og fauna

Horseshoe bat (navnet skyldes dens næse), Borneo, Malaysia. 

Især i troperne kan stanken af guano ofte lede en til ellers ukendte huleindgange. Selv langt inde i hulernes ugæstfrie verden uden lys og med et tilsyneladende begrænset fødegrundlag kan man finde liv, fx fisk og salamandere. Ofte er de blinde og uden pigmentering. Den største tæthed af liv i en hule, finder man ved indgangen. I de tropiske huler støder man især på flagermus, slanger samt biller, edderkopper og andet småkryb. Flagermusene skaber fødegrundlag for slangerne. Flagermusenes ekskrementer skaber grundlag for en anden fødekæde bestående af bl.a. biller. Mange steder i troperne er hulerne beboet af store mængder svaler, hvis reder er en efterspurgt spise blandt kinesere. Visse steder er livsbetingelserne så ekstreme at man kalder de organismer, der kan klare det for ekstremofiler.

Nogle planter vokser kun i det mikroklima man finder i en huleindgang

 

Udforskning

 

På vej ned i en hidtil uudforsket skakt i det nordlige Spanien. Det blæser kraftigt ud af hullet, som blev opdaget 15 år tidligere,  men det var for smalt, så hulen blev aldrig udforsket. Efter en serie mindre eksplosioner, hvor klippestykker på 20-30 kg tordner ned gennem skakten, kan vi til sidst, hængende i et reb, klemme os igennem. Derefter hænger man frit i en 8-10 m bred skakt. Væggene består overvejende af porøse, våde kalkaflejringer der vanskeligt kan sikres i

 

Efter 57 m når den første af os bunden. Skakten slutter i siden af et hulrum på 20x30 m med 4 m til loftet. Det føles helt vindstille, da passagen er så stor. Vand drypper ned gennem skakten. To passager viser sig at føre videre og efter 2 års udforskning er systemet over 1500m langt, men stadig ikke fuldt udforsket. Det er blot et af de mange systemer jeg er med til at udforske.

 

På vej ned i et hulesystem. Man kommer ned via den smalle rampe der starter øverst i billedet, 1/3 ind fra højre. Derfra splittes hulen i to. Den ene ned og den anden op, der hvor billedet er taget fra. Opad fortsætter hulen i et langt overvejende vandret gangsystem brudt af en række skakter. Men pludselig ender passagen. Gulv, vægge og loft forsvinder. Selv med en kraftig lampe kan man ikke lyse op og der lyder et kraftigt ekko når man råber ud i salen. 

 

Efter et 30 m abseil står man end ikke på bunden af salen, men ender blot på en ca 20 m høj klippeblok med en masse løse sten på toppen. I den meget store sal er der mange muligheder for fortsættelse. En af dem er en skakt som 3 år tidligere blev vurderet til at være ca 20 m dyb, men den blev aldrig undersøgt. Den viste sig i virkeligheden at være 138 m dyb, hvoraf de sidste 105 m af den 10-20 m brede skakt var ganske våde, og man hang i et spray af vand. Skakten viste sig at ende nede i et andet kendt hulesystem, og blev dermed en af de forbindelser der bragte den totale længde af systemet op over 29 km.

 

Aktivt hulesystem. Ved kraftig nedbør vil denne del af hulen dog ikke blive helt vandfyldt. 

 

Falskt gulv: Denne passage var ved dannelsen helt fyldt med vand (phreatisk) og var da næsten helt cylindrisk. Ud fra væggens overfladestruktur kan man sige noget om strømningen. På et tidspunkt er vandstanden faldet og der er sket aflejring af sediment. Derefter er der dannet en skal af kalk oven på sedimentet, som ved en senere ændring i vandføringen er blevet skyllet bort. Derved er der dannet et falskt gulv. Til højre er gulvet brudt sammen. Nogle gange kan der være mange meter fri luft under et falskt gulv, som måske kun er få mm tykt. Som regel runger det når man går på det.

 

Meander. En lignende formation som når en flod bugter sig (meandrerer), kan dannes i en hule.  Samtidig med meandreringen, skærer vandet sig ned gennem klippen. Meanderen kan være meget dyb og sågar være forsynet med et falskt gulv.

 

Langt fra alle steder kan man forvente at gå oprejst.

 

Let terræn. Tiltrængt frokostpause.

 

Phreatisk tube

 

Den vandrette hulepassage er her brudt af en ca 30m dyb skakt, som skal passeres.

 

Ved verdens ende.....

 

En junglecamp, som her under en expedition på Borneo, kan blive næsten lige så mudret som i en hule. Tilmed byder den ofte på en masse spændende kryb og pga den høje luftfugtighed er der ideelle vækstbetingelser for mug.

 

Eksempel på et survey af et ikke fuldt udforsket hulesystem. 

Se det i fuld størrelse

 

Verdens........

Længste hule: Mammuth Cave System, Kentucky USA, 590 km

Dybeste hule: Voronja, Georgien, -2170 m

Længste lavahule: Kazumura Cave, Hawaii, 65,5 km

Største hulrum: Sarawak Chamber, Borneo, 600 m x 415 m, 100 m til loftet

 

Billeder: Torben Redder og Jonas Binladen

 

Tekst: Torben Redder

 

 

 


15 feb 2011